VIGTIGT NYT FOR KATTEEJERE
D. 1. juli 2021 træder en ændring i lovgivningen vedr. katte i kraft. Loven ændres for at opfordre katteejere til at få mærket og registreret kattene. Fra d. 1. juli kan en kat, der ikke er mærket med øretatovering, mikrochip eller halsbånd, optages eller videreformidles af enhver og den skal ikke fremlyses, hverken af privatpersoner eller internater. Er din kat mærket og registreret korrekt, har internatet eller optageren pligt til at kontakte dig inden for 24 timer og når kontakt er etableret, har du 24 timer til at afhente katten, medmindre andet bliver aftalt. Ellers bliver optageren ejer af katten. Få din kat mærket og registreret nu! Det er derfor vigtigt, at du får din kat mærket med øretatovering og/eller chip og registreret i mindst ét af de to landsdækkende katteregistre. Så er du nemlig sikret at få den hjem igen, hvis den skulle blive væk. Det er dit eget ansvar som katteejer at sørge for, at de oplysninger, der står i de to landsdækkende katteregistre, er opdaterede og korrekte.